Snedronningen

SNEDRONNINGEN

Første Kapitel

Du er så sød når du nyser. Og trækker kraven op på din røde frakke og skutter dig. Det er råkoldt. Og vi snakker om de varme lande. Men jeg kan næsten ikke huske solen længere.

Andet Kapitel

I udgangspunktet er det en meget almindelig dag. Hvad jeg bare ikke ved, er, at på netop denne dag smadres spejlet, og stumperne glider ned gennem himlen. Ikke en lyd siger det da én af dem rammer mit øje. Og jeg bliver alene. Siger heller ikke noget. Jeg ved det jo ikke. Men mit syn snævre sig ind. Og det ser muligheder. Der racer forbi. Og det snævres til det ikke ser andet. Verden er væk. Jeg skal nå frem. Ingen må vide det. Og det skal gå stærkt.

Tredje Kapitel

Så kommer der én ind ad døren. Går lige hen til mig og spørger, "hvad drømmer du om?", og jeg kan slet ikke svare. Og jeg får røde knopper. de starter på halsen, og armene, og kravler op over dem og ind på maven, og op i hovedet, og ejg styrter ud på badeværelset og hyperventilerer. Men der kan ingen blive, så jeg låser mig ud og løber ned af trappen og ud i kulden. Løber bare uden tøj på. Og så står hun der. Snedronningen. Med sit skær. Der drager, og siger "så så. Nu bli'r alt godt". Og jeg tager en bid af det hele. Med munden og næsen og øjnene og hud og hår, og vi flyver. Begynder at bryde lydmuren nu. Instrumentbrættet og hele kabinen ryster, og NU bliver det godt. Og synet er sløret og blodet dunker i ørene. Indtil næste morgen. Hvor det kun dunker i hovedet. Og ikke i hjertet. Slet ikke. Hvem kan tænke i hjerter nu. Glassplinten sidder i det og det er så stenhårdt. Hvor du ikke kan nå det. Hvor vi glider over sneen og udsigten er så smuk som aldrig før. Sort horisont. Og fuldstændig stille. Kun lyden af slædens meder mod krystallerne. Først dér lægger jeg mærke til kulden. Og dronningens kåbe varmer slet ikke. "Nu er det godt" siger hun. Men jeg er i tvivl. Jeg siger slet ingenting længere. Jeg ryster, det  går for stærkt. Giv mig en chance. jeg vil ud. Men hun svinger pisken og holder fast. Bag os høres små skridt, og jeg kigger mig over skulderen. En lille rød frakke. Det er en pige. Jeg kender hende ikke. Hun kæmper, men der er ingen chance. Blæsten hvirvler sneen og hendes hår omkring hende og hun kan ikke følge med. Hun forsvinder og dukker op af driverne indtil hun bare er en lille rød prik i mørket, og til sidst er helt væk.

Sidste Kapitel

Det sidste husker jeg kun i glimt. Jeg troede aldrig det skulle blive dag igen. Jeg var så bange. Husker jeg kæmpede i slæden selvom kroppen var stiv. Kæmpede for at komme ud. Det var ikke noget smukt spring. Ikke heroisk. Jeg faldt. jeg væltede ud og rullede rundt og lå gul og blå på jorden. Men i det mindste kom jeg ud. Da pigen nåede frem og lagde sin frakke over mig strittede jeg først imod. Men hun bukkede sig ned og kyssede mig på øjet, og da så jeg den for første gang. Splinten. da den gled ud. Sneen smeltede nu. Langsomt og plaskvåd kom jeg op. Og vi støttede hinanden. Du nøs. Og dér kom det. Vi blev nødt til at grine. For der findes et forår. Hvor vi støtter os til hinanden og går hjem over savannen.

background-v2