Amfetamin, Speed

Speed er den populære betegnelse for stoffet amfetamin, der er kemisk fremstillet og findes som pulver eller piller. Såkaldt metamfetamin er en variant af amfetamin, som er tre til fem gange kraftigere. Det findes ligeledes som pulver og piller, men også som krystaller. Speed kan sniffes gennem næsen, drikkes, spises eller sprøjtes direkte ind i blodårerne.
Amfetamin er det mest almindelige af de stimulerende stoffer. Seks pct. af de 16-20-årige har prøvet amfetamin.

Amfetamin-formel


Hvordan virker amfetamin?

Amfetamin virker stimulerende på menneskets centralnervesystem. Derfor giver det en følelse af energi, tjek på tingene, overskud og selvtillid. Man bliver speedet. En person på speed er aktiv, udadvendt, selvcentreret. Det hele går stærkt. Lydhørhed og sans for realiteter forsvinder. Almindelige grænser for opførsel undertrykkes. Amfetamin undertrykker også kroppens naturlige signaler, så sult, tørst og træthed forsvinder. De synlige tegn på rusen er udvidede pupiller, rastløshed og uro, eventuelt trækninger i ansigtet, grove bevægelser eller gentagelse af de samme bevægelser. Rusen varer i fire til seks timer. I det store og hele virker stofferne amfetamin og kokain meget ens, men rusen fra amfetamin varer længere.


Afhængighed, skader, forgiftning

En person, som er påvirket af amfetamin har meget kort lunte. Han eller hun har en lav tærskel for paranoia, vrede og vold. Tager man amfetamin flere gange inden for et kortere tidsrum, kan man lettere få angst og forfølgelsestanker. En amfetaminrus følges af eftervirkninger. Her vender kroppens undertrykte følelser og behov tilbage for fuld styrke. Mange oplever modløshed og angst, sammen med træthed og udmattelse.
Kroppen vænner sig til amfetamin, så der skal større og større mængder til for at opnå en rus, og man kan blive afhængig af stoffet. Efter nogen tids brug indtræder der abstinenssymptomer, når man ikke får stoffet. Det er typisk rastløshed, angst, uro, mistænksomhed, nedtrykthed og aggression. Brug af amfetamin udvikler sig ofte til et blandingsmisbrug, hvor brugeren dulmer nedturens ubehag med sløvende midler (fx hash, nerve-/sovemedicin).
Længerevarende brug giver risiko for at udvikle en amfetaminpsykose, hvor man ikke kan skelne mellem virkelighed og fantasi, føler sig forfulgt og bliver farlig for sig selv og andre.

 

Kilde: Sundhedsstyrelsen

background-v2