Den kognitive tilgang

 

Vi har endnu ikke mødt et menneske, som ikke har én eller anden form for afhængighed af f.eks. sukker, kaffe, cigaretter, arbejde, træning, sex eller stoffer. Den enkelte afhængighed er ikke nødvendigvis direkte skadelig for os. Men for nogen kan brug af f.eks. hash og andre stoffer få så stor magt over en, at du måske føler, det er stofferne der dikterer, hvornår du skal tage dem, i stedet for, at det er DIG har kontrollen. Eller også er det ganske enkelt bare blevet en vane for dig, så du efterhånden slet ikke når at tænke, hvad der sker, før du ryger den næste joint eller tager den næste bane…

 

De fleste mennesker ønsker at være herre i deres eget liv, og hovedformålet med den kognitive metode er netop at være med til at gøre dig bevidst om din adfærd samt tanke - og handlemønstre. Du bliver klar over, hvad det er for nogle tanker, følelser og kropsfornemmelser der opstår i dig i forskellige situationer, hvor du (ikke) vælger at ryge hash eller tage stoffer.

 

Vi vil i behandlingen undersøge de situationer, som for dig udløser stoftrang - og undersøge / udfordre de tanker, følelser og leveregler, som for dig kan være årsagen til, at dit stofforbrug opretholdes.

 

Kort sagt: Du bliver bevidst om, hvad det er for nogle tanker der flyver gennem hovedet på dig, hvilke følelser du tager stoffer på og hvad det er, der sker i kroppen. Når du ved det, så kan du gøre noget ved det! Og det vil vi gerne hjælpe dig med, så du kan få en følelse af at få kontrollen over hashen og/eller stofferne – og komme i gang med de ting, du ønsker at fylde din tilværelse med.

 

background-v2